# Oprettelse af vektorlag

## Oprettelse af midlertidigt scratch lag

QGIS har en vældig nyttig facilitet, som hedder midlertidige (eller temporære) scratch lag (på engelsk : Temporary Scratch Layers).

**Midlertidige scratch lag** er lag, der kun eksisterer i computerens hukommelse, hvilket betyder, at de ikke gemmes på disken og vil blive tømt, når QGIS lukkes. De kan være nyttige til at gemme objekter, du midlertidigt har brug for, eller som mellemlag under geoprocesseringsoperationer.

For at oprette et nyt midlertidigt scratch lag skal du i menuen vælge **Lag ► Opret lag ►** **Opret nyt midlertidigt Scratch-lag…** eller i værktøjslinjen **Datakildehåndtering**.&#x20;

Dialogboksen **Nyt midlertidigt Scratch-lag** vises nu:

<figure><img src="https://1836299485-files.gitbook.io/~/files/v0/b/gitbook-x-prod.appspot.com/o/spaces%2FVU9tH3WPLN4rMP4X1mdQ%2Fuploads%2FJizHiY7LEXpOaRhpdRbL%2Ftemp_scratchlag.png?alt=media&#x26;token=55c9d22f-e3b7-472d-90f4-674b16588bab" alt=""><figcaption></figcaption></figure>

I denne gør du følgende:

1. Angiv lagets navn
2. Vælg geometri-type. Her kan du oprette et:
   1. Lag uden geometri, som fungerer som en simpel tabel
   2. Punkt- eller multipunktlag
   3. Linje/kompositkurve eller multilinje/multikurve-lag
   4. Polygon/kurvepolygon eller multipolygon/multioverflade-lag
3. For geometriske typer skal du angive datasættets dimensioner: Vælg om det skal inkludere Z-dimension og/eller M-værdier
4. Angiv koordinatsystemet ved hjælp af **Indstil projektion**-knappen
5. Tilføj felter til laget. Bemærk, at i modsætning til mange formater kan midlertidige lag oprettes uden felter. Dette trin er derfor valgfrit.
   1. Indtast navnet på feltet
   2. Vælg datatype: tekst, heltal, decimaltal, boolesk, dato, tid, dato & tid og binær (BLOB) understøttes.
   3. Afhængigt af den valgte datatype, angiv længde og præcision
   4. Klik på **Tilføj nyt attributfelt** for at tilføje til feltlisten
   5. Gentag ovenstående trin for hvert felt, du ønsker at tilføje
   6. Du kan senere ændre rækkefølgen af felterne ved hjælp af **Flyt op** og **Flyt ned**-knapperne
6. Når du er tilfreds med indstillingerne, klik **OK**. QGIS vil tilføje det nye lag til lagpanelet, og det er med det samme klar til redigering.

## Oprettelse af Geopackage og andre lag

Når processen kendes for midlertidige scratch lag, er det enkelt at oprette andre lagtyper, da de følger samme opskrift - med nogle små variationer, som hænger sammen med de faciliteter, som det pågældende format tilbyder.

### Geopackage lag

Geopackages har f.eks. muligheden for at gemme mange lag i samme fil. Der kan derfor ikke blot angives et lag-/tabelnavn, men tillige også et filnavn.

## Oprettelse af lag i PostGIS databaser

Når det kommer til oprettelse af lag i PostGIS databaser forholder det sig imidlertid lidt anderledes. Det er nemlig ikke muligt direkte at oprette lag via en **Opret lag i PostGIS database** knap!

I stedet må man ty til en to steps fremgangsmåde:

1. Først opretter man et midlertidigt scratch lag
2. Så importerer man dette lag til PostGIS.

I virkeligheden giver denne fremgangsmåde god mening, idet man får muligheden for at eksperimentere lidt med sin lagopsætning (geometritype, felter og felttyper), inden man smider det hele i databasen. Når man har sit midlertidige scratch lag sat op, som man ønsker, kan man også begynde at lægge objekter ind for at få en endnu bedre "trykprøvning" af opsætningen, idet importen både vil overføre lagstruktur *og* -indhold til PostGIS databasen. Intet arbejde er derfor spildt!

Når det kommer til importen (eller eksporten afhængig af hvilken side, man ser tingene fra), er der to muligheder:

1. Import via DB-styring
2. Eksport via processingværktøjskassen

De to muligheder gennemgås i det efterfølgende:

### Metode 1: Import i DB-styring

Åbn dialogboksen til DB-styring via menuen ’Database’ à ’DB-styring…’.

Nu vises dialogboksen nedenfor, hvor du udpeger den databaseforbindelse og det schema i databasen, som du ønsker at importere laget til.

<figure><img src="https://1836299485-files.gitbook.io/~/files/v0/b/gitbook-x-prod.appspot.com/o/spaces%2FVU9tH3WPLN4rMP4X1mdQ%2Fuploads%2FdyXmLizRtRR4IJbLzvSH%2FImporty_db_styring.png?alt=media&#x26;token=0df5eb0d-2efc-40eb-8d5e-59420f7cd1d6" alt=""><figcaption></figcaption></figure>

Tryk på knappen øverst ’Importér lag/fil’ og udfyld dialogboksen med det ønskede navn på outputtabel (hvis det skal ændres).

Herudover anbefales det at sætte kryds i ’Konvertér feltnavne til små bogstaver’ og ’Opret spatial indeks’.

Tryk OK, hvorefter tabellens struktur og indhold importeres i databasen.

### Metode 2: Eksport via processingværktøjskassen

Åbn værktøjskassen og find værktøjet ’Eksportér til PostgreSQL’/’Export to PostgreSQL’ i gruppen ’Database’.

<figure><img src="https://1836299485-files.gitbook.io/~/files/v0/b/gitbook-x-prod.appspot.com/o/spaces%2FVU9tH3WPLN4rMP4X1mdQ%2Fuploads%2F3KfRbIN6RfWYfnrpjacO%2Fexport_postgresql.png?alt=media&#x26;token=dba81994-caa9-48ce-b885-455fcee47d08" alt=""><figcaption></figcaption></figure>

Her udfyldes cirka de samme felter som nævnt under metode 1. Også her anbefales det at sætte kryds i ’Konvertér feltnavne til små bogstaver’ og ’Opret spatial indeks’.

### Oprydning

Uanset hvilken af ovenstående import/eksport metoder, du anvender, udestår nu blot at slette det temporære scratch-lag i QGIS projektet. Da det netop er temporært, efterlader det ingen ”snavs” på din computer.
