Oprettelse af vektorlag
Hvis man skal starte helt fra bunden og selv oprette et eller flere datalag, kan man anvende én af de nedenfor beskrevne fremgangsmåder.
Oprettelse af midlertidigt scratch lag
QGIS har en vældig nyttig facilitet, som hedder midlertidige (eller temporære) scratch lag (på engelsk : Temporary Scratch Layers).
Midlertidige scratch lag er lag, der kun eksisterer i computerens hukommelse, hvilket betyder, at de ikke gemmes på disken og vil blive tømt, når QGIS lukkes. De kan være nyttige til at gemme objekter, du midlertidigt har brug for, eller som mellemlag under geoprocesseringsoperationer.
For at oprette et nyt midlertidigt scratch lag skal du i menuen vælge Lag ► Opret lag ► Opret nyt midlertidigt Scratch-lag… eller i værktøjslinjen Datakildehåndtering.
Dialogboksen Nyt midlertidigt Scratch-lag vises nu:

I denne gør du følgende:
Angiv lagets navn
Vælg geometri-type. Her kan du oprette et:
Lag uden geometri, som fungerer som en simpel tabel
Punkt- eller multipunktlag
Linje/kompositkurve eller multilinje/multikurve-lag
Polygon/kurvepolygon eller multipolygon/multioverflade-lag
For geometriske typer skal du angive datasættets dimensioner: Vælg om det skal inkludere Z-dimension og/eller M-værdier
Angiv koordinatsystemet ved hjælp af Indstil projektion-knappen
Tilføj felter til laget. Bemærk, at i modsætning til mange formater kan midlertidige lag oprettes uden felter. Dette trin er derfor valgfrit.
Indtast navnet på feltet
Vælg datatype: tekst, heltal, decimaltal, boolesk, dato, tid, dato & tid og binær (BLOB) understøttes.
Afhængigt af den valgte datatype, angiv længde og præcision
Klik på Tilføj nyt attributfelt for at tilføje til feltlisten
Gentag ovenstående trin for hvert felt, du ønsker at tilføje
Du kan senere ændre rækkefølgen af felterne ved hjælp af Flyt op og Flyt ned-knapperne
Når du er tilfreds med indstillingerne, klik OK. QGIS vil tilføje det nye lag til lagpanelet, og det er med det samme klar til redigering.
Oprettelse af Geopackage og andre lag
Når processen kendes for midlertidige scratch lag, er det enkelt at oprette andre lagtyper, da de følger samme opskrift - med nogle små variationer, som hænger sammen med de faciliteter, som det pågældende format tilbyder.
Geopackage lag
Geopackages har f.eks. muligheden for at gemme mange lag i samme fil. Der kan derfor ikke blot angives et lag-/tabelnavn, men tillige også et filnavn.
Oprettelse af lag i PostGIS databaser
Når det kommer til oprettelse af lag i PostGIS databaser forholder det sig imidlertid lidt anderledes. Det er nemlig ikke muligt direkte at oprette lag via en Opret lag i PostGIS database knap!
I stedet må man ty til en to steps fremgangsmåde:
Først opretter man et midlertidigt scratch lag
Så importerer man dette lag til PostGIS.
I virkeligheden giver denne fremgangsmåde god mening, idet man får muligheden for at eksperimentere lidt med sin lagopsætning (geometritype, felter og felttyper), inden man smider det hele i databasen. Når man har sit midlertidige scratch lag sat op, som man ønsker, kan man også begynde at lægge objekter ind for at få en endnu bedre "trykprøvning" af opsætningen, idet importen både vil overføre lagstruktur og -indhold til PostGIS databasen. Intet arbejde er derfor spildt!
Når det kommer til importen (eller eksporten afhængig af hvilken side, man ser tingene fra), er der to muligheder:
Import via DB-styring
Eksport via processingværktøjskassen
De to muligheder gennemgås i det efterfølgende:
Metode 1: Import i DB-styring
Åbn dialogboksen til DB-styring via menuen ’Database’ à ’DB-styring…’.
Nu vises dialogboksen nedenfor, hvor du udpeger den databaseforbindelse og det schema i databasen, som du ønsker at importere laget til.

Tryk på knappen øverst ’Importér lag/fil’ og udfyld dialogboksen med det ønskede navn på outputtabel (hvis det skal ændres).
Herudover anbefales det at sætte kryds i ’Konvertér feltnavne til små bogstaver’ og ’Opret spatial indeks’.
Tryk OK, hvorefter tabellens struktur og indhold importeres i databasen.
Metode 2: Eksport via processingværktøjskassen
Åbn værktøjskassen og find værktøjet ’Eksportér til PostgreSQL’/’Export to PostgreSQL’ i gruppen ’Database’.

Her udfyldes cirka de samme felter som nævnt under metode 1. Også her anbefales det at sætte kryds i ’Konvertér feltnavne til små bogstaver’ og ’Opret spatial indeks’.
Oprydning
Uanset hvilken af ovenstående import/eksport metoder, du anvender, udestår nu blot at slette det temporære scratch-lag i QGIS projektet. Da det netop er temporært, efterlader det ingen ”snavs” på din computer.
Last updated